Mette Rasmussen,bibliotekar,
Slagelse Bibliotek
Den bedste bog jeg ikke har læst!
Jeg synes ikke, at jeg har tid til at læse alle de bøger jeg burde læse for at blive det menneske, jeg gerne vil være. Sidste år var helt gal, der fik jeg kun læst tre bøger i alt. Hvilket vel må siges at skyde enhver teori om, at bibliotekarer læser mange bøger, til jorden.
Tænk, hvis jeg aldrig får læst James Joyce’s Ulysses. Jeg vil aldrig vide, hvad Leopold Bloom går rundt og tænker en ganske almindelig dag i Dublin. Og jeg vil aldrig finde ud af, om den bog virkelig er så svær at læse, som rygtet siger.
Det værste er dog de bøger, jeg er begyndt på i tidens løb men af uvisse årsager aldrig har afsluttet. Ikke fordi de var dårlige, men bare fordi livet endnu engang kom i vejen for læsningen. Det er snart mange år siden, jeg strandede på vej ud af skærsilden i Dante’s Guddommelige Komedie. Som ellers indtil da var noget af det mest fantastiske, jeg har læst.
Og lige ovre i min reol ligger der en bog og håner mig dagligt, når jeg får øje på den. Det er uden sammenligning den bedste bog, jeg nogensinde har læst to tredjedele af. Og hvis jeg havde læst den færdig, er jeg ikke i tvivl om, at den ville være den bedste bog jeg nogensinde har læst og for den sags skyld vil komme til at læse i hele mit liv: Robertson Davies’ Deptford-trilogi.
Robertson Davies er en af det 20. århundredes mest oversete forfattere, og Deptford-trilogien er hans mesterværk. Den starter med et enkelt men genialt kunstgreb. En dreng kaster i starten af 1900-tallet i en lille canadisk by en snebold efter en anden dreng, der dukker sig, så snebolden rammer præstens højgravide kone, der får veer og dør under fødslen af sin søn. De tre bøger i trilogien handler om de tre drenges liv, en bog til hver, deres indbyrdes magtkampe og hvad denne lille men skæbnesvangre begivenhed kommer til at betyde for dem. Det lyder søgt, men det fungerer. Det er en storslået bog, en rejse op gennem det 20. århundrede, men først og fremmest er det en historie om at se fortiden i øjnene og lære at leve med den.Jeg har læst den på engelsk, så jeg kan ikke sige noget om, om den danske oversættelse er god. Men hvis man skulle have lyst til at gå i gang med den, består den af følgende tre bøger: Den femte rolle, Råbet fra balkonen og Undernes verden. Den udkom i 70’erne men kan naturligvis bestilles hjem på biblioteket.
Og nu skal jeg altså have læst den færdig. Jeg vil vide, hvad der skete med præstens søn, der vokser op og bliver verdens største tryllekunstner.
2 kommentarer:
Jeg ville bare lige sige, at jeg synes, Ulysses er vanvittig svær. Jeg har læst de første tohundrede sider, men holder lige nu pause (og har gjort det i omkring fire år). En anden bog jeg også synes er supergod er Auricula af Per Højholt, som jeg også holder pause fra ;-)
Erik Linow skriver:
Jeg følger kort op på Mette Rasmussens kommentar om Robertsen Davies. Jeg har også læst hans Deptford trilogi - for ca 20 år siden. Så det er dejligt at få bekræftet, at han er (var - desværre) en stor forfatter.
Man står nogle gange næsten afmægtig over for at skulle forklare, hvad en bog har betydet for en. Den første bog i serien satte afgørende præg på mit liv. Et stærkt udsagn, men Robertsen Davies er en troldmand med sproget. Jeg har for ikke så mange år siden prøvet at genlæse bogen. Denne gang efterlod den slet ikke så stærkt et indtryk. Det siger mig noget om, at man måske kan tappe en bogs energi, essens, åndelige indhold, kald det hvad du vil, og "omsætte" det i ens liv. Næste gang man kommer til den igen, er man kommet videre i livet, og bogens magi er ikke den samme. Derfor er det altid vanskeligt at anbefale en bog. Andre lades uberørt af det, der har været et jordskælv for en selv.
Jeg er lige ved at læse Robertsen Davies formidable "En klog mand". Det er en fantastisk bog. Jeg prøver naturligvis med min efterhånden erhvervede alders-modenhed at aflure hans stil og skrivekunst.
Han er uhyre intelligent. Han er en stor vismand, der hele tiden formulerer sig med utrolig stor kraft. Aldig dødvande. Breder emnerne roligt ud, som ringe i vandet. Stor episk bredde. Raffineret form. Lærdomstunge emner fremstilles i ubesværet lethed. (Jeg siger ikke at det har været let for ham.) Behagelig måde at øge persongalleriet. Stille og roligt føjes flere til. Ikke så mange på en gang, så man har svært ved at huske dem. Rammende personkarakteristikker. Essenser af indsigt og visdom i en uendelig strøm. Lækre formuleringer. Morsom og humoristisk. Men også dybt seriøs og alvorlig. Endelig ikke pjattet. Han er en af de forholdsvis få forfattere, der præger en med et stempel, som er varigt. Man har spist mad, der
mætter, når man har læst ham. Jeg har læst henved 650 bøger, så det er ikke sagt helt ud i det blå.
Send en kommentar