mandag den 2. februar 2009

Mange flere sider end du tror

Bibliotekskalenderen for foråret 2009 er udkommet. Her giver Slagelse Bibliotekerne dig mulighed for at få relevant viden om dit digitale kamera, digital signatur og e-boks samt gode oplevelser i forbindelse med vinterferien og Bibliotekets Døgn. I virkeligheden viser forårets program, at Slagelse Bibliotekerne rummer mange flere sider, end du tror.

Den nye bibliotekskalender er landet, og den er spækket med mange og gode tilbud hen over foråret 2009.

- Kalenderen er et udtryk for den alsidighed, som Slagelse Bibliotekerne gerne vil være garant for. Den afspejler bibliotekernes mange facetter og er rettet mod mange målgrupper. Kalenderen er under konstant udvikling, og denne udgave går i en meget spændende retning, både indholds- og formmæssigt - og vi håber på, at publikum vil synes om den, forklarer områdeleder Marianne Løje, der også er koordinator for kalenderen.

- Vores store flagskibe i foråret 2009 er Børneuniversitetet, Bogstart, Bibliotekets Døgn og brugerkurserne, der alle både indeholder elementer af læring, oplevelser, samspil med andre og nye muligheder.

Bibliotekerne vil skabe it-tryghed
På brugerkurserne kan du blandt andet få hjælp til at navigere på internettet, oprette en e-mail, købe online eller overføre billeder fra dit kamera. Men bibliotekerne har også kurser, der viser dig de mange fordele ved Digital Signatur og e-boks.

- På netop de kurser forsøger vi at skabe en tryghed hos de mennesker, der endnu ikke er så skrappe til de digitale løsninger. Vi har set et stort behov for den type kurser, fordi kommunerne bliver mere og mere digitale i deres henvendelse til borgerne, og vi vil udbrede kendskabet til de digitale løsninger og ikke mindst de mange fordele ved at benytte dem, forklarer underviser Karl-Gustaf Jensen.

Alle kurserne er gratis, og det er bare med at finde lige dét i kalenderen, der passer bedst til dine ønsker og behov.

Filtværksted og dramaworkshop
Vi vil gerne lege med børnene og vise dem, at der er mange muligheder for at have det sjovt på Slagelse Bibliotekerne. Derfor har vi løbende en masse gode tilbud. Det er lige fra gymnastik og filmvisning for de mindste til en aktiv bevægelseskoncert med Tine Mynster.

Især i vinterferien i uge 7 er der mulighed for at opleve en masse. Der byder vi blandt andet indenfor til filtværksted, dramaworkshop, foredrag med forfatter Maria Helleberg og papirworkshop.

Koordinator Marianne Løje slår fast, at det bare er med at tage et kig i kalenderen for at læse meget mere om de mange arrangementer.

Vi glæder os til et fornøjeligt forår!


Bibliotekskalenderen fås på alle Slagelse Bibliotekernes afdelinger i Slagelse, Korsør, Skælskør og Vemmelev og kalenderen kan også findes på vores hjemmeside:
www.slagelsebib.dk

Janni Nolting

'Skruebrækker' blander sig - til lavpris

Henriette Harboe Dalsgaard har lavet omslaget til dette forårs bibliotekskalender. Hun har altid haft lysten til at være kreativ. Men hendes uddannelse er ikke kunstnerrelateret og deraf hendes egen betegnelse: ”skruebrækker”.

Hun kalder sig selv for en ”skruebrækker” og en rullesten. Hun vil ikke bruge betegnelsen kunstner, og så er hun af den overbevisning, at hun er meget selvoptaget, når hun maler. Henriette Harboe Dalsgaard fra Korsør pryder bibliotekskalenderen i foråret 2009 med et farverigt og humoristisk billede, som forestiller hendes datter Ida Dalsgaard, der rejser på opdagelse i den store og farefulde verden. Drivkraften og motivationen til at være kreativ kommer af sig selv.

- Jeg vil ikke kalde mig selv for kunstner. Jeg leger bare. Og lysten til at se, hvad et materiale kan bruges til, har jeg altid haft. Da jeg var barn, lavede jeg for eksempel små dukker ud af alle mulige forskellige ting.
Øjnene skinner, og smilet finder vej til læberne, efterhånden som hun fortæller. Hun er hård i sin bedømmelse af sig selv.
- Jeg er bare en ”skruebrækker”, der blander mig til lavpris.
Henriette griner. Hun hentyder til sin uddannelse. Den hedder pædagog, og hun har ikke taget nogen uddannelse i kunst - andet end fire måneder på Holbæk Kunsthøjskole. Ellers er alt selvlært.

Mosaikvindue til Sæby Kirke
Hun rejser sig. Bliver ivrig. Langs den ene væg står en bunke billeder, mens der kommer endnu flere op fra kælderen. Hun viser dem frem. Fortæller forhistorierne. Om de mørke farver på nogle af dem, om den fyrige ældre dame der springer af sted på et af dem, om glæden ved at male heste og slanger, og om hvordan hun i nogle af dem søger meget. Mens det på andre malerier bare kører derudad.

Men den 47-årige kvinde understreger, at hun ikke kun kaster sig over pensel og lærred. Alle typer materialer kan bruges. Hun klipper i papir, folder engle i stof og har lige tegnet en skitse til et mosaik-vindue i Sæby Kirke, samt lavet messehagelen (præstekappen) til præsten i Sæby Kirke. Faktisk er hun nødt til at hente de kreative evner frem for at have det godt.

- I nogle få perioder har jeg ikke kunnet lave noget kreativt, og så kan jeg mærke det med det samme. Men evnerne skal også holdes ved lige. Normalt øver jeg mig hver dag, ellers kan jeg mærke det, så snart jeg går i gang. Jeg får sværere ved det.

Henriette har altid en skitseblok på sig, og når hun for eksempel går i teatret, sidder hun og tegner kroppene og bevægelserne.

I en anden verden
Pletterne på stuegulvet tegner deres eget lille mønster. Midt imellem sofaer, fjernsyn og bogreoler maler Henriette. Fjernsynet skal være slukket, men hendes mand og deres tre børn må gerne tale til hende. Et svar skal de bare ikke være sikker på at få – og i hvert fald ikke svaret på det rigtige.

- Hvis jeg er presset rent tidsmæssigt, eller hvis der er noget, der driller, så er jeg tilbøjelig til ikke at høre efter. Jeg er i en anden verden. Det er meditativt for mig.

Det grålige eftermiddagslys står ind igennem de store vinduer, og udsigten til havet kan ikke andet end at inspirere hende. Og faktisk bliver Henriette Dalsgaard ofte inspireret, når hun går i naturen. Billeder af jorden og af træer fylder godt op i samlingen.

- Jeg er ligeglad med, at det ikke er moderne at male natur.

Sammen med sin faster har hun et hus i Sverige. Det besøger hun med sin hund, når hun har brug for at koncentrere sig om at være kreativ og virkelig fortælle noget med sin kunst. Og de billeder, hun laver deroppe, er nogle af dem, der bliver solgt hurtigst, fordi hun virkelig har tiden og roen. - Jeg tror, at andre kan afkode et billede, og hvis man ikke har noget på hjerte, kommer man heller ikke ud over rampen.

Ingen god pr-person
Faktisk ville Henriette gerne være kreativ på fuld tid, men det skal også kunne løbe rundt, og hun tror ikke, at det er muligt i Korsør.

- Jeg er ikke nogen god pr-person, og så har jeg svært ved at forestille mig, at markedet er stort nok i Korsør.
Derfor betegner Henriette sig som en rullesten, fordi hun ruller fra arbejde til arbejde. Og hun arbejder gerne på deltid, fordi det er svært at få det kreative til at fylde nok, hvis hun skal nå et fuldtidsjob. Derudover bruger hun de kreative evner meget i jobbet som pædagog. Her tegner hun sammen med børnene og lærer dem blandt andet om materialer og teknikker. Og ikke mindst det vigtige ved at øve sig.


Livsglæde og mod
Henriette Harboe Dalsgaard har flere gange haft udstillinger på Slagelse Bibliotekerne, og billedet af hendes smilende datter Ida på vej ud i den store verden fuld af fare har gjort indtryk.- Jeg synes, at billedet udstråler både livsglæde og mod, erklærer Marianne Løje, områdeleder på Slagelse Biblioteker-ne. Det viser et ungt menneske, der tør bevæge sig ud i verden for at opleve noget. Og det er så vigtigt, at unge mennesker tør det. Samtidig afspejler det de følelser, man som forælder kan have.

Janni Nolting

Barndom fuld af plusser og minusser

Den underholdende foredragsholder John Halse indledte 19. januar Børneuniversitetet ved Slagelse Bibliotekerne. Her fortalte han om usikre børn, stressede børn, men også om frie, åbne og spørgende børn.

Mange af deltagerne havde sat sig klar med kuglepen og blok, da John Halse, cand. pæd. og psych. samt autoriseret psykolog, holdt foredrag på Slagelse Bibliotek 19. januar. Med sit foredrag om ”Moderne barndom - plusser og minusser” indledte han Slagelse Bibliotekernes nye koncept Børneuniversitetet.

Det nye koncept henvender sig til alle, der beskæftiger sig med børn, og som gennem kompetente foredragsholdere vil have indblik i den seneste viden og forskning om børn og deres verden. I løbet af foråret byder Børneuniversitetet på i alt fem foredrag på Slagelse Bibliotek. I efteråret kommer der fem foredrag til, og det hele bliver sluttet af med en konference, hvor man skal dele erfaringer og viden.
- Jeg synes, det er en god idé med konceptet Børneuniversitetet. Og det er noget, jeg er lidt stolt af at deltage i. Og jeg vil være med til den afsluttende konference, lød de indledende kommentarer fra John Halse.

Derefter dykkede han ned i børnenes verden på en humoristisk måde, så de cirka 90 deltagere med jævne mellemrum måtte opgive blok og kuglepen og grine med.

Frie og selvoptagede
John Halse slog hurtigt fast, at der både findes plusser og minusser for nutidens børn. På den positive side er de frie, åbne og tør stille spørgsmålstegn ved de voksnes måde at opføre sig på. På den negative side kan den frihed gøre børnene usikre, forvirrede og selvoptagede. Men til trods for de negative ting, konkluderede han, at nutidens børn har det 1000 gange bedre end børn for 50 år siden. Men John Halse synes stadigvæk ikke, at det er godt nok. Her hentydede han blandt andet til anbringelsessager, der tager alt for lang tid, og som rammer børnene hårdt. Efter foredraget var der debatcafe, hvor der blev udbudt sandwich, vand og en snak med John Halse.


Kommende foredrag i Børneuniversitetet
Det næste foredrag i Børneuniversitetet finder sted torsdag 3. februar. Det er med forfatteren Sally Altschuler, der vil fortælle om de nye medier i forhold til børnene.

Skuespiller Signe Lindkvist og programredaktør Birgitte Fredsby (foto), begge fra Danmarks Radio, vil besøge Børneuniversitetet mandag den 23. februar, hvor de vil fortælle om børnene ud fra en DR-vinkel.

Derefter holder professor Stig Hjarvad foredrag onsdag den 4. marts. Han vil fortælle om, hvordan børns legetøj har udviklet sig i en kultur, hvor medierne spiller en stadig større rolle.

Forårets foredragsrække bliver sluttet af med Claus Reiche, der er udviklingschef ved det børnekulturelle udviklingscenter Kulturprinsen i Viborg.

Alle foredrag bliver holdt som fyraftensmøder klokken 16.30 og varer cirka til klokken 18.00. Derefter bliver der budt på sandwich og en oplagt mulighed for at danne netværk.

Tilmelding:
www.borneuniversitet.dk

Janni Nolting

Verden gik ikke under i denne omgang

Bevar verden - Kortet skal blive! - jovist, borgerne i Slagelse reagerede, da avisen skrev om udsigten til, at verdenskortet på bibliotekets gavl skulle tages ned!

At verden er af lave har de fleste mennesker nok opdaget i de senere år. Udover menneskeskabte katastrofer som finanskriser, krig og vold og mord, er der naturens egne tsunamier, laviner, orkaner og jordskælv - selv i lille Danmark. Men det blev alligevel dråben, da det kæmpestore verdenskort på gavlen af Slagelse Bibliotek begyndte at forfalde. Sibirien hænger i laser, både USA og Canada slår revner, og såvel Grønland som Algeriet er gået op i limningen - kort sagt: verden er i forfald!

Det sørgelige syn førte i løbet af 2008 til flere henvendelser til biblioteket, til borgmester Lis Tribler og til medierne, og denne opmærksomhed blev forvandlet til stor støtte for verdens overlevelse. Men hvor skulle de nødvendige penge til opretholdelsen af verden, som vi kender den, så komme fra?

Verden hænger ude i al slags vind og vejr
Det er tidens tand, vejr og vind, der efterhånden har sat sit præg på verdenskortet. Fungerende bibliotekschef Erna Reutzer fortæller, at man også på biblioteket har været kede af at se forfaldet. - Når vi ikke umiddelbart kunne skaffe penge til renovering af kortet, måtte vi tage konsekvensen og anbefale, at verdenskortet blev fjernet fra gavlen. Nu er der heldigvis fundet en generøs sponsor, så kortet bevares. Dét er vi naturligvis glade for. Vi håber de sagkyndige finder en metode til en istandsættelse, som kan klare nogle år mere i al slags vejr - skal det være, bør det gøres rigtigt, mener Erna Reutzer.

Aktivitetschef Morten Augustsen fra Slagelse Erhvervsråd kan fortælle, at mange gode kræfter har arbejdet på bevarelse af det store verdenskort. Sponsorer har vist interesse, og samtidig er den glædelige nyhed overbragt til biblioteket: Tømrerfirma Georg Berg tager velvilligt endnu en tørn med verdenskortet. - som skrevet i avisen: Georg Berg redder verden, og TAK for dét!

Inden for kort tid vil der ske en reparation af de ganske iøjnefaldende skader på verdenskortet, og denne istandsættelse har forhåbentlig til resultat, at verden kan blive lidt mere langtidsholdbar end førhen. Det glæder sikkert os alle sammen at erfare, at verden altså ikke går under - i denne omgang!


Verden på væggen
Verdenskortet på gavlen af Slagelse Bibliotek blev præsenteret den 10. juni 2005. Kortet, en del af fotoudstillingen ”Jorden set fra himmelen” på Nytorv i 2003, var en gave fra Slagelse Erhvervsforening. Tømrermester Georg Berg A/S stod for at sætte landkortet på væggen - med flot supplerende sponsorstøtte fra Mini Las Vegas, Thorn Jakobsson A/S, Henning Nielsen Aps., Slagelse Forskønnelsesselskab og Slagelse Erhvervsforening.

Kulturudvalget godkendte i sin tid projektet på betingelse af, at verdenskortets opsætning og drift kunne ske uden udgifter for biblioteket. Senere har det som bekendt vist sig, at en vis vedligeholdelse er nødvendig for verdens fortsatte eksistens!

Leif P. Jørgensen

Store stigninger - på den gode måde

Udlånet stiger og stiger…
Udlånet fra Slagelse Bibliotekerne i 2008 er steget med over 7 procent.
- Dét havde vi godt nok ikke turdet håbe, lyder den umiddelbare kommentar fra bibliotekar Mai-Britt Kelstrup, der på billedet har fingrene på regnemaskinen for at optælle årets resultat.

- 2007 var jo Slagelse Bibliotekernes første år som ét bibliotek, og da udlånet sidste år steg med over 5 procent, tilskrev vi det blandt andet, at lånerne efter sammenlægningen fik adgang til at se mange flere titler i biblioteksbasen og dermed lyst til at bestille og låne mere.

Nogle tendenser:
Bøgerne: Det har ikke skortet på profetier om "Bogens snarlige død" - men vi har svært ved at være bekymrede, når vi nu for andet år i træk ser en stigning i bogudlånet på 6 procent. Og af de underliggende tal kan vi se, at det ikke kun er trendy voksne, der kaster sig over svenske krimier - nej, udlånet af børnebøger er steget 5 procent. Børnebibliotekar Berit Ahlmann Hansen fortæller, at én af grundene kan være, at både skolen og forældre i stigende grad interesserer sig for, at børnene lærer at læse.

- Vi udlåner rigtigt mange lette bøger til begynder-læserne; og blandt de større børn er det rigtigt trendy at læse fantasy- og seriebøger.

Film: Det store boom er dog sket i udlånet af film. Vi låner nu lige så mange film ud som musik-cd'er, og vi har helt sikkert ikke set enden på den stigende brug af bibliotekets dvd'er. Film er blevet et "rigtigt" biblioteksmedie, en helt normal del af, hvad man bruger biblioteket til, og det gælder både for børn og voksne. De film, bibliotekerne kan få lov at købe - og låne ud - er frikøbt for rettigheder, så det er langtfra alle de nye, spændende film, vi kan tilbyde; men forhåbentlig sker der med tiden en modernisering af aftalerne med rettighedshaverne om licenser.

Musik: Kan det virkelig passe, at musikudlånet falder? Folk går da rundt med musik i ørerne alle vegne! Her ligger forklaringen lige for: vi har i optællingen her kun medtaget udlån af fysiske materialer. Heldigvis er der også de elektroniske udlån - eller "downlån" - hvor man på Netmusik.dk kan låne enkeltnumre med sit biblioteks-login. I 2008 har vi udlånt 31.000 musiknumre på dén måde, og det bliver helt sikkert en mere og mere udbredt måde at låne musik på.

Lydbøger: Hvad sker der her??!! I årevis er udlånet af lydbøger stagneret og endda faldet en smule, men de sidste par år er benyttelsen steget lodret. Vores forklaring er, at både lånerne og lydbøgerne har forandret sig. Hvor det oprindeligt var blinde og svagtseende, og derfor mange ældre, der lånte gode, gamle romaner til kassetteafspilleren, er det i dag alle aldersgrupper: sunde, raske, travle, nysgerrige, der låner de nye krimier, romaner og biografier på cd eller mp3. Man kan spørge sig - og det gør mange allerede - om det ikke er håbløst gammeldags at skulle bære fysiske lydbøger frem og tilbage til biblioteket, og vi regner da også med meget snart at kunne tilbyde Netlydbog.dk til Slagelse Bibliotekernes lånere - mere herom i næste Feedback.


Alt i alt…
er vi rigtig glade for årets resultat - det betyder jo, at vores brugere har glæde af Slagelse Bibliotekerne. Og det er derfor, vi er sat i verden.

Mai-Britt Kelstrup

Få styr på skatten

Slagelse Bibliotek får besøg af 2 medarbejdere fra SKAT, som hjælper borgerne med at få styr på aktuelle skattespørgsmål.

Onsdag den 18. februar vil der i tidsrummet kl. 10-17 være mulighed for at få en snak med to skatteeksperter i udlånet på Slagelse Bibliotek. Det kan være, at du har spørgsmål til forskudsopgørelsen, hvis finanskrisen har ændret på din økonomiske situation - du vil gerne vide om du skal betale restskat for 2008 - og hvordan kommer man egentlig ind i sin skattemappe på nettet?

Du vil kunne få svar på det meste, hvis du kigger forbi biblioteket den 18. februar. Du er mere end velkommen til at tage din digitale signatur med, for med denne kommer du let i gang med at finde dine personlige skatteoplysninger, tilrette tallene i forskudsopgørelsen eller hvad der nu kan være brug for i netop din skattesag.

Årsopgørelsen for 2008 er formentlig klar på nettet, når vi nærmer os den 18. februar.
Leif P. Jørgensen

Nyheder på stribe

Bibliotekssystemet er udvidet med en ny facilitet til glæde for alle, som gerne vil vide hvilke nye bøger eller CD’er Slagelse Bibliotekerne netop har indkøbt. Du finder den nye knap inde på søgesiden. Den hedder sjovt nok Nyheder. Med et klik kommer du ind på oversigten med forskellige genrer. Klik f.eks. på Krimi for at se den seneste måneds nyanskaffelser inden for din favoritlitteratur. Du finder også lister over romaner, fagbøger, lydbøger, film, CD’er, børnebøger, spil osv. På denne måde kan du let holde dig orienteret om, hvad der kommer af nyheder indenfor netop dit interessefelt. Finder du en titel, som du gerne vil låne, kan du straks reservere den.

Men ikke nok med dét. Du kan også få besked, hver gang der kommer en ny liste, f.eks. Hobbybøger. Du kan nemlig også abonnere på nyhederne via de såkaldte RSS feeds. Det kan være en fordel at hente et lille hjælpeprogram, som gør det lettere at oprette abonnement på feeds. Det findes på
www.google.com/reader - På nettet finder du også let en guide i RSS feeds for nybegyndere.

Leif P. Jørgensen

Lisbeth Salander går til filmen

Den svenske forfatter Stieg Larsson skrev tre af de senere års allermest solgte og læste kriminal-romaner. Nu kommer de på film.

”Mænd der hader kvinder” har biografpremiere den 27. februar. Den 29-årige svenske skuespiller Noomi Rapace skal spille rollen som Lisbeth Salander, den sære pige med helt specielle evner for data-hacking. Michael Nykvist spiller Millennium-journalisten Mikael Blomkvist. Danske Niels Arden Oplev er instruktør. Dermed bliver der pludselig sat ansigter på de romanfigurer, som utallige læsere har fornøjet sig med at følge gennem særdeles dramatiske begivenheder på hen ved 2.000 sider. Kan filmene nu leve op til de tårnhøje forventninger? - vi venter i (fortsat) spænding!


Leif P. Jørgensen

At læse aviser - på papir eller på nettet?

Skal Arbejderen være en af de aviser, som kan læses i den kombinerede café og avislæsesal på Slagelse Bibliotek over en kop kaffe?

Slagelse Bibliotekerne abonnerer stadig på dagblade i papirform, men udvalget er blevet mindre. Arbejderen, udgivet af Kommunistisk Parti, er ikke med i det faste avishold. Derfor har en aktiv avislæser og en stribe medunderskrivere rettet henvendelse til Slagelse Bibliotek og foreslået, at Arbejderen igen kommer på hylden - ja, han har tilbudt et gratis prøveabonnement, men biblioteket har takket nej. Læseren anfører hensynet til alsidighed og mener, det er forskelsbehandling når Arbejderen ikke kan læses på linie med Berlingske Tidende og Politiken.

Konst. bibliotekschef Erna Reutzer siger, at biblioteket holder sig til de store landsdækkende samt de lokale aviser. Der er ikke råd til alle aviser, der er færre borgere der læser avis på biblioteket, og Arbejderen er i øvrigt tilgængelig for alle via nettet. Hun ønsker heller ikke at tage imod et gratis prøveabonnement, da det er biblioteket, der tager stilling til, hvordan materialetilbuddet sammensættes.

Styrelsen skal tage stilling
Nu har avislæseren bedt Styrelsen for Bibliotek & Medier tage stilling til, om alsidigheden overholdes i Slagelse. Konst. bibliotekschef Erna Reutzer forventer ikke den rådgivende statslige instans har indvendinger, da Arbejderen stilles til rådighed via Internettet. - Vi abonnerer på Infomedia, en base med artikler fra en lang række aviser og tidsskrifter. Alene i Slagelse står 20 PC’er til rådighed for de læselystne. Hun erkender, at ikke alle er lige fortrolige med nettet eller de foretrækker at hygge sig med en avis og en kop kaffe i caféen. - Vi viser naturligvis gerne hvordan man bruger Infomedia, slutter Erna Reutzer.

Feedback vender tilbage til sagen, når Styrelsens udtalelse er modtaget.


HVAD ER INFOMEDIA?
Infomedia dækker ca. 400 danske medier i digital fuldtekst-format. 13 landsdækkende dagblade, 51 regionale og lokale dagblade, 219 ugeaviser, 95 fagblade og tidsskrifter, 12 nyhedsbureauer og 2000 danske webmedier. Slagelse Bibliotekerne har kontrakt, så borgerne har gratis adgang fra alle PC’er på bibliotekerne. Private kan også købe abonnement - se http://www.infomedia.dk/

Infomedia blev etableret i 2002 ved fusion af Politikens arkiv Polinfo og Berlingske Medias Avisdata. Infomedia er som Danmarks største artikelbase markedsledende aktør inden for media intelligence.


Leif P. Jørgensen

Den store pandekagedag - tirsdag 24. februar

I børnelitteraturen har pandekagen altid haft en helt speciel plads. Rasmus Klump kan ikke få nok af dem, Pippi Langstrømpe bager til sine venner og Peter Plys kan slet ikke stå for pandekager.

Pandekagen er deres favoritdessert og det samme gør sig gældende for rigtig mange børn og voksne - Slagelse Bibliotekerne kan kun erklære sig enige!

Det kan godt være, at navnet Pandekagedagen er en ny opfindelse, men historien om dagen går meget længere tilbage. Festdagens oprindelige navn er Hvide Tirsdag og går mere end 1.000 år tilbage i tiden. Hvide Tirsdag er en gammel kristen tradition og hænger sammen med tidligere tiders 40 dages faste op til påske. I den forbindelse var det forbudt at spise søde sager, æg, hvidt mel og mælk. Derfor skulle råvarerne spises op og hvad er mere oplagt end at bruge dem til pandekager, for det er jo lige præcis de ingredienser, som en pandekage kræver. Og da de alle er hvide råvarer gav de også dagen dens navn.

Pandekageløb i Olney
Men at spise pandekager er ikke den eneste tradition forbundet med denne dag. En anden tradition på dagen i den engelsktalende verden er pandekageløb. Traditionen med pandekageløb kan spores tilbage til 1445 og den lille engelske by Olney, hvor man har bevis på, at byens kvinder - måske for første gang nogensinde - løb gennem byen, mens de vendte pandekagerne i luften. I dag er det noget af et tilløbsstykke og trækker mennesker fra alle steder til denne lille by. Dagen falder på forskellige datoer fra år til år. Det eneste sikre er, at den altid falder tirsdag efter fastelavnssøndag.

For første gang deltager Slagelse Bibliotekerne i traditionen Den store pandekagedag tirsdag 24. februar. Det bliver en dag fuld af pandekagehygge, pandekagehistorier, pandekagequiz og selvfølgelig friskbagte pandekager klokken 15.00-16.00. Pandekager uddeles så længe lager haves. Ved dagens afslutning trækkes der to pandekagequizvindere på Korsør, Skælskør og Slagelse Bibliotek. Vinderne offentliggøres dagen efter.

Pandekagedagen
kan du læse meget mere om pandekager, få tip til opskrifter, deltage i pandekagehistorien og meget andet.

Gunver Lynge Olsson

Lyst til at læse noget nyt?

Mette Rasmussen,
bibliotekar,
Slagelse Bibliotek

Den bedste bog jeg ikke har læst!
Jeg synes ikke, at jeg har tid til at læse alle de bøger jeg burde læse for at blive det menneske, jeg gerne vil være. Sidste år var helt gal, der fik jeg kun læst tre bøger i alt. Hvilket vel må siges at skyde enhver teori om, at bibliotekarer læser mange bøger, til jorden.

Tænk, hvis jeg aldrig får læst James Joyce’s Ulysses. Jeg vil aldrig vide, hvad Leopold Bloom går rundt og tænker en ganske almindelig dag i Dublin. Og jeg vil aldrig finde ud af, om den bog virkelig er så svær at læse, som rygtet siger.

Det værste er dog de bøger, jeg er begyndt på i tidens løb men af uvisse årsager aldrig har afsluttet. Ikke fordi de var dårlige, men bare fordi livet endnu engang kom i vejen for læsningen. Det er snart mange år siden, jeg strandede på vej ud af skærsilden i Dante’s Guddommelige Komedie. Som ellers indtil da var noget af det mest fantastiske, jeg har læst.

Og lige ovre i min reol ligger der en bog og håner mig dagligt, når jeg får øje på den. Det er uden sammenligning den bedste bog, jeg nogensinde har læst to tredjedele af. Og hvis jeg havde læst den færdig, er jeg ikke i tvivl om, at den ville være den bedste bog jeg nogensinde har læst og for den sags skyld vil komme til at læse i hele mit liv: Robertson Davies’ Deptford-trilogi.

Robertson Davies er en af det 20. århundredes mest oversete forfattere, og Deptford-trilogien er hans mesterværk. Den starter med et enkelt men genialt kunstgreb. En dreng kaster i starten af 1900-tallet i en lille canadisk by en snebold efter en anden dreng, der dukker sig, så snebolden rammer præstens højgravide kone, der får veer og dør under fødslen af sin søn. De tre bøger i trilogien handler om de tre drenges liv, en bog til hver, deres indbyrdes magtkampe og hvad denne lille men skæbnesvangre begivenhed kommer til at betyde for dem. Det lyder søgt, men det fungerer. Det er en storslået bog, en rejse op gennem det 20. århundrede, men først og fremmest er det en historie om at se fortiden i øjnene og lære at leve med den.

Jeg har læst den på engelsk, så jeg kan ikke sige noget om, om den danske oversættelse er god. Men hvis man skulle have lyst til at gå i gang med den, består den af følgende tre bøger: Den femte rolle, Råbet fra balkonen og Undernes verden. Den udkom i 70’erne men kan naturligvis bestilles hjem på biblioteket.

Og nu skal jeg altså have læst den færdig. Jeg vil vide, hvad der skete med præstens søn, der vokser op og bliver verdens største tryllekunstner.

Skriv en historie er kommet godt i gang

Novelle-projektet for unge mellem 13 og 17 år, der skal skrive historier fra lokal-området, har fået 19 tilmeldinger. De ti bedste noveller bliver udgivet i et særtryk, og vinderen belønnes med 3.000 kr.

Slagelse Bibliotekerne, Slagelse Arkiverne og Slagelse Museum er gået sammen om projektet, der henvender sig til unge, som har lyst til at skrive om en historisk begivenhed, lokalitet eller personlighed. Der er frit slag, men det er vigtigt, at novellen handler om et eller andet historisk fra lokalområdet, som i dette tilfælde er Slagelse, Korsør, Skælskør eller i omegnen af disse byer.

19 tilmeldinger
Der er en fornuftig spredning i alder på de tilmeldte samt hvilke byer i kommunen, de kommer fra. - Det var planen, at konkurrencens arrangører, stadsarkivar Stella B. Mikkelsen og bibliotekar Lone Arevad, ville holde et skrivekursus for de unge, men da fristen for tilmelding hertil udløb, havde kun 6 af de 19 meldt sig. I stedet afholdes et introduktionsmøde onsdag 4. februar, hvor de unge kan møde hinanden, stille spørgsmål og måske løfte sløret for deres idéer.

Novellerne skal indleveres senest 18. februar. Herefter vil dommerkomiteen gennemgå novellerne og udvælge de ti bedste bidrag, samt finde vinderen, 2. og 3. pladsen. Komiteen består udover arrangørerne af formanden for Kulturudvalget, Ingrid Dyhr Toft, museumsinspektør Ea Stevns Matzon, Sydvestsjællands Museum, samt konstitueret bibliotekschef for Slagelse Bibliotekerne, Erna Reutzer.

Udgivelse 1. juni
De ti bedste bidrag bliver udgivet i et særtryk lavet af frivillige på Det gamle Trykkeri i Slagelse. Det er pensionerede typografer og bogbindere, der sætter en ære i at udføre det ædle gamle håndværk. Det er en tidskrævende proces, og særtrykket forventes derfor ikke færdigt før cirka tre måneder efter indlevering af novellerne – det vil sige omkring 1. juni. De unge, der har skrevet de ti bedste bidrag, bliver orienteret, inden trykken går i gang. Men vinderen af konkurrencen bliver ikke offentliggjort, før særtrykket udkommer. I den forbindelse vil der blive holdt en festlig reception for alle bidragydere, deres familier, samt alle implicerede i projekt ’Skriv en historie’.

Lone Arevad

Bogstart 1. marts 2009

Forældre og børn skal sammen have gode oplevelser med bøger, gerne så børnene samtidig kan udvikle deres sprog.

Sådan lyder målsætningen for Projekt Bogstart, som Slagelse Bibliotekerne er blevet udvalgt til at deltage i sammen med en række andre biblioteker landet over. Bogstart er et gratis og uforpligtende tilbud, der opfordrer forældre til at læse sammen med deres børn og til at benytte biblioteket.

I første omgang henvender biblioteket sig til børn, der bor i udsatte boligområder, som udpeges af Velfærdsministeriet. I Slagelse kommune er der peget på områderne Motalavej og Ringparken.

Børnene får en pakke med materialer fra biblioteket, når de er henholdsvis 6 måneder, 1 år, 18 måneder og igen, når de fylder 3 år. Indholdet i pakkerne består af pegebøger, rim og remser, billedbøger og musik-CD’er.

Gode oplevelser med børnelitteratur skal gerne medvirke til, at børnene er inde i en god sproglig udvikling, når de skal starte i skolen.

Lokalt er det således Slagelse Bibliotekerne, der håndterer Bogstart-projektet. Fra og med 1. marts vil bibliotekernes ansatte gå ud i boligområderne og tage personlig kontakt til familierne.

Bogstart-projektet ...
skal løbe frem til 2011, og det er finansieret via satspuljemidlerne på finansloven. Styrelsen for Bibliotek og Medier har det overordnede ansvar for udmøntning af bevillingen. Indsatsområdet er medtaget i regeringsudspillet 'Lige muligheder for alle: styrkede personlige ressourcer og social sammenhængskraft'. Der er afsat i alt 48 millioner kroner til kulturelle aktiviteter og gratis bogpakker. Inspirationen til projektet er hentet i udlandet, blandt andet England, som i flere år har haft et nationalt projekt Bookstart.

Kirsten Slot