onsdag den 8. april 2009

Krimier på hylden!

15 måneders ventetid på en ny krimi? - Nej, sådan ser virkeligheden heldigvis ikke ud på Slagelse Bibliotekerne.

Mens biblioteker i andre kommuner skærer ned på indkøbet af de populæreste nye bøger, køber vi rigtig mange eksemplarer af netop disse titler, fortæller bibliotekar Sanne Christensen, områdeleder på Slagelse Bibliotek.

Gratisavisen Metro Express har nylig offentliggjort resultatet af en rundspørge til landets biblioteker om budgetter og besparelser. Avisen konkluderer, at bibliotekerne glemmer bøgerne på bekostning af computerspil, dvd-film og lektiehjælp. Det har resulteret i alt for lange ventelister i Hvidovre og Greve. Som eksempel nævnes, at lånerne må vente over 1 år på den ny mini-krimi fra Camilla Läckberg. Her melder Slagelse Bibliotekerne hus forbi.


- Vi satser på, at vore lånere får de nyudgivne titler med hjem, mens de faktisk er nye. Vi købte f.eks. 48 eksemplarer af Läckbergs ”Mord og mandelduft”, og selv da vi var oppe på 82 reserveringer, var ventetiden kun godt et par måneder. Nu (april) er vi nede på 22 reserveringer og langt under 1 måneds ventetid, beretter Sanne Christensen.

Tager vi Hanne Vibeke Holsts ”Dronnningeofret”, som netop har fået Læsernes Bogpris, har vi købt 51 eksemplarer. Da Metro Express skrev om de lange ventetider, havde vi 42 reserveringer, men nu er køen helt væk. Vi kan således slet ikke genkende de årelange ventelister, som omtales fra andre biblioteker.

Rigtige indkøb giver mange udlån
Indkøbspolitikken afspejles i en ganske positiv udlånsstatistik i 2008, hvor Slagelse Bibliotekerne har oplevet fremgang på de fleste områder. Således er udlånet af bøger steget med 6 procent, film med 29 procent og lydbøger med 13 procent. Der er en nedgang på 19 procent på spil og 1 procent på musik. Samlet set er udlånet steget 7 procent.

- Vi har opnået en god balance i vore indkøb af materialer, mener Sanne Christensen. Selvom vi satser på korte ventetider, køber vi også de mere smalle titler, både når det gælder bøger og de øvrige materialer. Budgetmæssigt har vi holdt det samme niveau som før på materialekontoen, og intet glemmes på bekostning af andet.

Ønsker en borger at låne et specielt materiale, kan det som regel altid fremskaffes, fordi folkebibliotekerne i hele landet samarbejder og låner på kryds og tværs hos hinanden.

LPJ

tirsdag den 7. april 2009

Ny hjemmeside

Som nogle læsere måske allerede har opdaget, har Slagelse Bibliotekerne nu kun én hjemmeside: http://www.slagelsebib.dk/

Den er endnu i sin vorden og vil løbende blive udbygget - men det vigtigste er, at man som bruger af Slagelse Bibliotekerne nu kun skal kigge ét sted.

Én base - én hjemmeside
Biblioteksbasen har allerede været fælles i over to år, men der er måske grund til at minde om, at når man som låner bestiller materiale i den fælles base, bliver det sat til afhentning på dét af bibliotekerne, hvor man oprindelig er meldt ind. Når man ser materialerne i oversigts-formatet, kan man ikke umiddelbart se, i hvilken afdeling, det er hjemme.



Klik på selve titlen for at se, hvor materialet befinder sig - her er det kun hjemme i Vemmelev, så hvis man er låner i et af de andre tre biblioteker, går der altså en dag eller to, inden den er klar til afhentning på dit eget lokalbibliotek.


Hvad er nyt?
Hele personalet: Nu kan man på hjemmesiden se, hvem der arbejder på Slagelse Bibliotekerne. Mange af de ansatte kan man risikere at møde på flere af afdelingerne, blandt andet i publikumsbetjening og til kurser. Der er anført telefon og mail adresse til alle de ansatte, så brug dem endelig! Det er også ansatte, der dukker op, når du klikker rundt på hjemmesiden!

Alle kurser og arrangementer: I Kalenderen står alle kurser, udstillinger og andre aktiviteter, der foregår på alle kommunens biblioteker. Man kan tilmelde sig kurser telefonisk ét sted (eller ved personlig henvendelse på alle bibliotekerne), mens afhentning af billetter til for eksempel børneteater skal ske på dét bibliotek, der afholder arrangementet.

Alt om Slagelse Arkiverne: Lokalarkiverne i Korsør, Slagelse og Skælskør og Slagelse Stadsarkiv har siden kommunesammenlægningen haft fælles ledelse og fælles budget, men de har hver især en række forskellige opgaver - som man kan læse meget mere om på hjemmesiden.

Inspiration: På den ny hjemmeside har vi udvidet "afdelingen for inspiration", dels med månedens nye materialer (som også kan ses direkte i biblioteksbasen), dels med en blog:
http://slagelsebibliotekernessnak.blogspot.com/ hvor vi fremover skriver løst og fast om Slagelse Bibliotekerne & Omegn.

Kontakt os: Det er vigtigt for os, at brugerne siger deres mening. På siden KONTAKT er der en formular til vores spørgetjeneste, hvor vi svarer senest dagen efter.

Fortæl os hvad du savner allermest
Er der noget på hjemmesiden, som du savner (det er der sikkert) - eller er der noget, vi kunne gøre bedre (helt sikkert!), så henvend dig til mig på Telefon: 58 57 39 24 - eller E-mail: makel@slagelse.dk

Hellere i dag end i morgen. - God fornøjelse med den nye hjemmeside!
Mai-Britt Kelstrup

Læs med ørerne

Nu kan du låne de nyeste lydbøger på Slagelse Bibliotekerne helt uden ventetid. Du slipper let og elegant forbi reserveringskøen, du undgår en ridset eller fedtet CD, du slipper også for at skulle ud i al slags vejr, for du kan i ro og mag låne lydbøgerne hjemmefra.

Netlydbog hedder det nye tilbud, og på hjemmesiden for de digitale lydbøger kan du allerede nu vælge mellem 352 titler. Flere kommer hele tiden til. Du finder bestsellere som Peter Øvig Knudsens "Blekingegadebanden" og den svenske krimidronning Liza Marklunds ”En plads i solen”. Du kan vælge at lytte til den gribende beretning i Khaled Hosseinis ”Drageløberen”. Eller måske har du lyst til at lægge øre til Maise Njor for at få rede på, hvilke opløftende tanker der mon gemmer sig i bogen ”Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?”

Lån to lydbøger om måneden
Det ny tilbud er let at gå til, så det er bare at gå i gang. Du klikker ind på Netlydbog via bibliotekets hjemmeside eller ved at gå direkte til Netlydbog.dk. Du kan låne to netlydbøger om måneden, og når det efter 30 dages lån er tid til ”aflevering”, slettes lydbogen automatisk på din computer.

Du kan også overføre dit lydbogslån til din mp3-afspiller, dog ikke til iPod. Det skyldes, at filen er en DRM-beskyttet version af lydbogen i Microsofts WMA-format. Det sker, fordi forlagene vil sikre sig mod piratkopiering. Efter 30 dages lånetid sletter filen sig selv. Hvis du i forvejen kender lidt til Netmusik.dk, et andet af Slagelse Bibliotekernes digitale tilbud, er du allerede fortrolig med systemet. Føler du dig ikke helt tryg ved de digitale udfordringer, er du meget velkommen til at komme ind på ét af bibliotekerne og få hjælp og vejledning.

Succes fra starten
Det var en øjeblikkelig succes, da de første biblioteker åbnede for Netlydbog i 2008. I København var interessen hurtigt så overvældende, at de afsatte midler til projektet slet ikke slog til. Det er nemlig ikke gratis for bibliotekerne at lade lånerne benytte de digitale bøger på nettet. Forklaringen er, at forlagene bag bøgerne forventer at sælge færre eksemplarer af deres udgivelser. Desuden udløser de gode gamle bøger bibliotekspenge til forfatterne, mens lydbøger og e-bøger ikke giver de samme indtægter.

Derfor koster hvert download af en bog 37 kroner, som bibliotekerne skal betale. Det er ganske gratis for låneren. Men erfaringerne fra blandt andet Københavns Biblioteker har betydet, at hver låner indtil videre højst kan låne to titler fra Netlydbog pr. måned.

Kom godt i gang
To enkle betingelser skal være opfyldt, før du kan gå i gang med at låne lydbøger fra Netlydbog.dk:
- Du skal bo i kommunen
- Du skal være indmeldt som låner på biblioteket
Dit lånernummer og pinkode er de samme, som benyttes på biblioteket ved udlån / reservering.
LPJ

Hvor blev lydbøgerne af?

Hvad ser vi her? Kilometervis af tomme hylder i bibliotekets kælder! Og hvad var der før på de hylder? Ja, her stod fra 2004 til nu tusinder af engelske lydbøger, men nu er det slut.

Baggrunden er, at Slagelse Bibliotekerne på vegne af alle landets folkebiblioteker - og betalt af Staten - siden 2004 har haft til opgave at opbygge en landsdækkende samling af lydbøger på engelsk, tysk, fransk, spansk og italiensk. Dem har lånere i hele landet så kunnet bestille til levering på deres lokale bibliotek.

Fra 2009 er ordningen ophørt, og samlingen skal videreføres af Roskilde Bibliotek, som nu får statsmidler for at være "centralbibliotek" og løfte netop denne slags opgaver. Det betyder, at også lånere på Slagelse Bibliotek fremover skal bestille de udenlandske lydbøger, enten på bibliotek.dk eller ved henvendelse til personalet.

Lige i øjeblikket er de engelske lydbøger dog ikke tilgængelige: Vi har tømt hylderne og sendt dem i flyttekasser til Roskilde, som nu skal i gang med at lægge dem ind i Roskilde Biblioteks base. Det kommer nok til at tage et stykke tid.

I næste fase flytter vi de tyske, franske, spanske og italienske lydbøger - og så er vi bare et ganske almindeligt, kommunalt bibliotek igen. - Ærgerligt? Tjoh, såmænd - men vi håber, at I nød det, så længe det varede…
Mai-Britt Kelstrup

Lyst til at læse noget nyt?

Anbefalet af Stine Marie Nordkvist Jullerup,
bibliotekar, Korsør Bibliotek

Top-10 eller 15, 17 …

Da jeg skulle i gang med at lave min anbefaling, begyndte jeg med at lave en top 10, 15 eller 17 (blev det vist til) af de allerbedste bøger, jeg har læst, og - ret utroligt, men sandt: her er Milnes ”Peter Plys” eller Whybrows ”Lille Ulvs bog om stygning” end ikke kommet med ....

Men husk dem nu alligevel, hvis du altså vil have top-underholdning, mens du læser højt for dine børn / børnebørn (eller hvem du nu kan fange og få til at sidde stille, mens du læser nogle gode bøger for dem).

Jeg ser mig selv som en alsidig læser, og det vil jeg så prøve at fremstå som i disse anbefalinger. Problemet er bare, at min liste "Bøger jeg gerne vil læse" vokser noget hurtigere end listen med "Bøger jeg har læst".

Noget på spil hver måned
Men et par stykker er det da blevet til gennem årene alligevel. Gennem mit arbejde på biblioteket er jeg blevet tovholder for en læseklub på Litteratursiden.dk. Den hedder "Noget på spil", og her får jeg hver måned læst en god, nyere bog, hvor hovedpersonen bliver udfordret og får vendt op og ned på sin tilværelse på den ene eller anden måde. Jeg vil selvfølgelig anbefale, at man melder sig ind i klubben og læser alle bøgerne - for de er valgt med omhu! Men for at få variationen i anbefalingerne vil jeg nøjes med at anbefale den bog, vi har til debat i april.


Det er romanen ”Soning” af Ian McEwan, og det er én af de bedste bøger, vi har haft oppe i klubben indtil videre. Synsvinklerne skifter bogen igennem og handlingen strækker sig over mange år. Normalt er jeg ikke til meget ordrige, beskrivende romaner. Men denne her er beskrivende, så man kommer helt ind i hovedet på personerne. - Selvom hovedpersonen Briony gør noget frygteligt i første del af romanen, hvor hun bare er 13 år, forstår man på en måde godt hvorfor. Romanen begynder med en sammenkomst på et gods i England. Men selvom man ikke er til beskrivelser af engelsk herregårdsidyl anno 1935, er der masser at komme efter. Jeg blev revet med af de skiftende fortællere og den troværdige skildring af deres overvejelser og moralske dilemmaer. Bogen er ganske vist blevet filmatiseret, men und dig selv at læse bogen og dan så dine egne billeder.

Billedbog for voksne
Min anden bog er en billedbog. Men én af dem for voksne. Det er Jens Blendstrup og Lars Gundersens ”Toværelses med lykkelig udgang”.

Blendstrup har skrevet teksterne og Lars Gundersen har lavet billederne. Man kan ikke bare kalde dem illustrationer, for de er kunstværker i sig selv. Mange gange virker det som om, det var billederne, der kom først, og at teksterne er udsprunget af dem.

Bogen indeholder tre dele. Én med huse ”Verdensfirmaet hjem kære hjem”, én med breve ”Posthus Montmartre” og én med kvinder ”Voyeur Jagtstuen”. Det, der ved første øjekast fangede min opmærksomhed, var billederne i første del. De er fotografier af huse, der er drejede, forskudte og spejlvendte, så de danner en slags kalejdoskopiske rammer for Jens Blendstrups små kvadratiske tekster. Disse små hustekster er ikke digte, men små betragtninger eller iagttagelser af beboerne i husene. Jeg kan godt se, at min beskrivelse ikke giver meget mening, men når man står med bogen, får man i den grad lyst til at tage den med hjem (hvad jeg så også gjorde).

Den sværeste og den letteste ...
Den tredje roman er både den sværeste og den letteste at anbefale. Jeg bliver nødt til at anbefale noget med Paul Auster, som i mange år har været min yndlingsforfatter. Jeg kan bare ikke rigtigt vælge hvilken bog, det skal være. Jeg har læst det allermeste af, hvad han har skrevet, og der har vist kun været en enkelt bog, jeg ikke syntes var helt fantastisk.

Den bog, jeg sidst har læst, er også den, han har skrevet sidst, nemlig ”Mand i mørke”. Den er rigtig god og meget ”austersk”. Med ”austersk” mener jeg, at det er en fortælling inden i en anden fortælling, hvor de forskellige planer griber ind i hinanden. Fortælleren opdigter en historie med en parallel verden, hvor hovedpersonen i hans fortælling er kommet hen. Her er der krig, og han får så til opgave at tage tilbage til sin egen verden og slå vores fortæller ihjel, fordi det jo er ham, der har opdigtet krigen og dens grusomhed. Læs den! Den er slet ikke så indviklet, som den lyder.

New York, New York ...
Den bog, jeg egentlig ville anbefale, er én af hans ældre romaner. Nemlig ”By af glas”. Faktisk vil jeg gerne anbefale hele New York-trilogien, som ud over ”By af glas” også indeholder ”Genfærd” og ”Det aflåste værelse”. Jeg blev introduceret til Paul Auster, da jeg gik på biblioteksskolen. Vi skulle læse ”By af glas”, men jeg havde fået fingre i en paperbackudgave, hvor hele trilogien var i. Så da jeg havde læst første del og syntes, det var det mest geniale, jeg nogensinde havde læst, lå det lige for bare at læse trilogien til ende. Den er meget fascinerende med sine forskellige spor og den udflydende grænse mellem fortællerens virkelighed og fantasi. ”Mand i mørke” er en mere enkel bog at gå til, hvis man ikke er vant til Austers specielle skrivestil. Men man kan også få ”By af glas” som Auster Light. Den er nemlig også udkommet som graphic novel, bearbejdet af Paul Karasik og David Mazzucchelli.

Ud i galaksen ...
Den sidste roman, jeg vil anbefale, er en helt anden genre. Men det er også en trilogi. Den er i hvert fald blevet kaldt en trilogi i fire dele, men så kom der også en femte del, så… - Det er Douglas Adams’ ”The more than complete hitchhiker’s guide”, som nu også findes i god dansk oversættelse: ”Den komplette guide til galaksen”. Jeg læste den engelske udgave for godt femten år siden, så måske ville jeg ikke være så begejstret for den nu, som jeg var dengang, men jeg tror det, for der går stort set ikke en uge, uden jeg støder på et eller andet, der får mig til at tænke på den. Hvorfor skulle man for øvrigt miste lysten til at spise en bøf af, at koen selv står og fortæller én, at der ikke er noget, den ønsker højere end netop at blive spist?

Den kan endda udpege de mest lækre stykker på sig. Kan det egentlig være rigtigt, at Mount Everest ville blive usynligt, hvis man malede det pink, fordi ens hjerne simpelthen ikke kan opfatte noget så absurd som et pink bjerg? At bogen faktisk giver én svaret på livets mening er jo heller ikke værst. Men hvis du vil kende den, bliver du nødt til at læse bogen.

Den kan - lige som alle de andre bøger - lånes på biblioteket!

Ny IT-medarbejder på Slagelse Bibliotekerne

Præsentation: Jeg hedder Per Steen Olsen, er 41 år og bor i Slagelse. Jeg har en HF eksamen og blev uddannet datamatiker fra Selandia i Slagelse i 2001. Derefter arbejdede jeg i 6-7 år som webudvikler / webmaster i en bank. Jeg har også arbejdet som freelance med udvikling af et administrationssystem, hjemmeside samt en kort periode som webkonsulent.

Som IT-medarbejder på Slagelse Bibliotekerne er webudvikling et af mine vigtigste arbejdsområder, men jeg skal også varetage IT-drift og support. Jeg løser opgaver som opbygning af et nyt intranet, hjælper med hjemmesider og skal opbygge diverse webbaserede programmer. Vedligeholdelse af IT-netværk, bibliotekssystemer, support af brugere er også opgaver, jeg tager mig af.

Før min IT-tid har jeg haft mange forskellige slags job, men også brugt en del år på at rejsei kortere og længere perioder. Jeg har blandt andet rejst i Egypten, Israel, Indien og Thailand.

I min fritid løber jeg meget og er et aktivt medlem af Slagelse løbe og motionsklub. Jeg deltager ofte i motionsløb og håber at gennemføre Københavns maraton i maj. I sommerhalvåret bruger jeg ofte søndagen på fodbold, men som tilskuer.
Per Steen Olsen

Bliv forfatter - men skriv dog din egen bog!

Hvor er det skønt at udfolde sine medfødte litterære evner og nedfælde sine inderste tanker på papir. Jovist, spiren til en rigtig forfatter ligger i mange mennesker.

Fra Slagelse Bibliotekernes side skal opfordringen uforbeholdent lyde: bliv forfatter! - skriv en bog med betroelser om dine dybeste hemmeligheder eller digt dine mest lyriske strofer ind i et heltekvad om krig og kærlighed. Skriv det hele ned på en PC, på bagsiden af en indkøbsseddel, på en køkkenrulle, i en dagbog eller skriv dig det hele bag øret. Vær kreativ og original, når du sætter din bestseller på print!

Men lad være med at skrive i de bøger, du låner på bibliotekerne. De er allerede udtænkt, forfattet, trykt og udgivet, og det er ikke meningen, at de skal forsynes med netop dine personlige notater, sidebemærkninger, fodnoter og kommentarer. Du behøver faktisk heller ikke lave hverken over- eller understregninger, for at næste låner skal lægge mærke til guldkornene i teksten. Og du bør slet ikke bruge kuglepen til dine spidsfindige kommentarer, for de kan ikke viskes ud.

Litteraturkritik er en hæderkronet beskæftigelse, og mangen en anmelder har yndet at spidde en håbefuld forfatter på sin pen. Så tag og skriv dine sprudlende essays om andre forfatteres uformåenhed som en anmeldelse, en kronik eller som en venlig- eller ondsindet biografi - få dine geniale tanker publiceret i aviser, tidsskrifter, bøger eller på nettet - og lad så være med at dokumentere dine mere eller mindre tågede åndsevner med skriblerier i bibliotekernes bøger!

Bliv forfatter - gerne for vores skyld, men skriv dog din egen bog!
LPJ