Lyst til at læse noget nyt?

Anmelderen (t.h.) i Amritsar, Indien i sommeren 2008

Mai-Britt Kelstrup, Slagelse Bibliotek anbefaler:
Indiske romaner er fantastiske

Nogle af verdenslitteraturens allerbedste bøger i disse år kommer fra Indien - eller rettere: de er skrevet af forfattere med indisk baggrund, hvor i verden de så lever. Siden Salman Rushdie’s Midnatsbørn landede på de internationale hylder i 1982, er vi blevet begavet med en strøm af danske oversættelser af fantastiske romaner som enten foregår i Indien, eller handler om indiske immigranter verden over. Dén måde at skrive fabulerende romaner på, som blev kaldt ”magisk realisme” (og som litteraturkritikerne troede, kun fandtes i Sydamerika - og mere eller mindre var opfundet af Isabel Allende (Åndernes hus, 1982)) viste sig at være helt almindelig i Indien også:

Når nu det ER sådan, at aben, der bor på éns tagterrasse, er en gud og desuden éns oldefar - eller: når du det ER sådan, at alle de børn, der blev født i Indien ved midnat den 15. august 1947, står i en hemmelig forbindelse med hinanden … jah, så kan vi jo tro det eller lade være; men NÅR vi tror det, så er resten af historierne ganske logiske.

Mine yndlings indiske forfattere er:
Arundhati Roy: De små tings gud (1998) - en syrisk-kristen familie i Kerela, Sydindien, gennemgår de frygteligste hændelser i 1960’erne - og ondskaben og kærlighedens umulighed bliver bare endnu værre, da emigranten Rahel vender tilbage. Mærkeligt nok er det en bog fuld af humor - og først og fremmest: et sprog der er SÅ fantastisk!

Jumpa Lahiri: Tolken (1999) - Noveller, der foregår både i USA og Indien og fortæller om kærlighed og gæstfrihed og om ensomhed og omsorg. Og især om den indiske sjæl i det fremmedgjorte USA, og hvordan man alligevel kan overleve. - Også: Navnefællen (2003) - som nu er filmatiseret - om drengen Gogol der er indisk født, men med forældrene udvandret til Canada. Han er splittet mellem de to kulturer, men må alligevel prøve at finde et ståsted og identitet i det canadisk/amerikanske samfund. I kan godt begynde at glæde jer til hendes nyeste novellesamling: Unaccustomed Earth (2008) bliver oversat!

Anita Nair: Damekupéen (2001) Den 45-årige ugifte Akhila har omsider trodset sin families omklamrende omsorg og krav og begivet sig ud på en togrejse. I kupeen undervejs fortæller de andre kvinder om deres liv, og styrker derved hendes vilje til selvstændighed. Anita Nairs roman, Mistress (2005), som handler om … ja: kærligheden, livet, døden og kunsten (det er faktisk Kunsten, her i form af katakhali-dans, der er den "krævende elskerinde") … udkommer om et par uger på dansk med titlen Hjertets ni længsler.

Rohinton Mistry: En hårfin balance (1997) er en gigantisk roman om to forarmede skræddere (nå ja, de er egentlig ikke skræddere … men man skal jo leve) som af tidernes ugunst - under Indira Gandhis undtagelsestilstand i 1975 bliver hvirvlet rundt i de absolut laveste dele af samfundet. Man tænker hele tiden, at nu kan det da ikke blive værre … men: ork jo. Det mærkelige er, at det er så sjov en bog … man sidder hele tiden og tænker at NEJ - dét kan jeg ikke være bekendt at grine ad …

Vikas Swarup: Q&A - Drengen der havde svar på alt (2004). ”Q&A” er det engelske navn for ”Hvem vil være millionær?”. Og nu har de i Indien lanceret et nyt koncept, hvor man kan vinde 1 mia. rupees. Til arrangørernes store forbavselse er den allerførste deltager, en analfabetisk vaske-mand, i første hug i stand til at svare rigtigt på alle 12 spørgsmål. Det er - kan jeg betro jer - fordi han, helt tilfældigvis, har oplevet alle de ting, spørgsmålene gik på. Og derved får vi historien om Ram Mohammed Thomas (så er man på den sikre side, hvad religioner angår) og hans forunderlige liv.

Vikram Seth: En passende ung mand (1993). Da denne bog udkom, blev den lanceret som ”tykkere end Krig & Fred” - men man skal nu læse den alligevel: en pragtfuld familiehistorie fra Vestbengalen (Calcutta og dér-omkring) i de omskiftelige år efter uafhængigheden, om tre hindu-familier, med den unge Lata, der helt upassende forelsker sig i en muslimsk mand, som den centrale person.

Kiran Desai: Det tabte land (2007). Indien er kæmpestort - jeg siger tit: Indien er ikke noget land, det er et kontinent. Og nu er vi så langt oppe i Himalayas Foothills - på grænsen til Nepal Her bor en menneskefjendsk dommer sammen med sin datterdatter og deres kok. Deres stille hverdag består af minder, datterdatterens forelskelse og kokkens tanker om sin søn, der lever i Amerika som illegal immigrant. Der politiske uroligheder i området, som vi nu ved førte til at Nepal har fået en maoistisk regering og afskaffet kongehuset, betyder drastiske omvæltninger i den lille landsby.

… og sådan kunne jeg jo blive ved
Jeg har slet ikke fået nævnt Amitav Ghosh (Calcutta Kromosomet (1996) - en formidabel krimi / spændingsroman - Glaspaladset (2001), og den seneste : Sea of Poppies (2008), som meget vel kunne komme til at hedde ”Opiumshavet” på dansk. Dén bog er næsten født til at vinde Booker-prisen - themanbookerprize.com i år!

Bookerprisen er i det hele taget et godt sted at kigge efter gode, engelsksprogede romaner.

Og dét bringer mig tilbage til Salman Rushdie og Midnatsbørn: Da Booker-prisen i år fejrede 40 års jubilæum, var det dén bog der, helt suverænt, vandt ”alle 40 års bedste bog”-prisen. Jeg har lige genlæst den og blev (igen) overrasket over det sprudlende sprog, magien og hvor fantastisk, store forfattere dog kan skrive!

Hvis I vil se hvad jeg ellers læser, står de bøger, jeg har læst siden sommeren 2007, på LibraryThing. Dér kan I kommentere bøgerne, eller I kan bare maile til mig.

Mai-Britt Kelstrup