Lyst til at læse noget nyt?

Stella Borne Mikkelsen,
Stadsarkivar for
Slagelse Arkiverne

Jeg har altid læst meget, og selv om det i de senere år hovedsageligt har været faglitteratur, kan det være lidt svært at udpege bøger, der har haft en særlig betydning. Barndommens ferier hos min farmor blev tilbragt med næsen i min fasters 'opbyggelige pigebøger', men der var én, jeg altid vendte tilbage til, nemlig:

Willi Fährmann: Glem ikke, Kristina (2. oplag 1980)
Den handler om en familie i Polen, som søger tilbage til Vesttyskland - noget de har forsøgt flere gange. Ansøgningerne udfyldes nøje og grundigt, ja selv frimærket skal sidde præcist. Da de endelig får den ønskede tilladelse, er der ingen ende på glæden i den lille familie, men det varer ikke længe, før skuffelsen indfinder sig. Tyskland er ikke længere, som det var. Den unge datter, Kristina, er meget musikalsk og skal finde sig til rette i en ny verden, hvor hun er meget anderledes og må kæmpe for omgivelsernes accept.

Fra den danske forfatterverden er det J. Bech Nygaard, der påvirkede mig dybt. Guds blinde øje (1941) og fortsættelsen Du blev træl (1941) læste jeg første gang, da jeg var ca. 10-11 år gammel og jeg græd nærmest som pisket! I første bind møder læseren Anne, der som nyfødt og forældreløs bliver anbragt på børnehjemmet Ravnsborg, hvor der opereres med et strengt afstraffelsessystem. I perioder knytter hun sig til gode plejere, men der er også dystre tider. Da Anne endelig kan forlade børnehjemmet, bliver tilværelsen ikke meget bedre. Hun bliver gravid og gift med en rigtig sjuft og hus-tyran, og i alt for mange år finder hun sig i alt for meget, og jeg var ret optaget af hvorfor hun fandt sig i det!

Jakob Ejersbo: Nordkraft (2002) lægger sig fint i slipstrømmen af de nævnte. Selv om vi lever i et velfærdssamfund, hvor der er gode muligheder for uddannelse, kan det være svært at bevæge sig op i samfundet, hvis man er kommet uheldigt fra start i en skrøbelig familie, eller hvis man i barn- og ungdommen lander i det forkerte selskab. Bogen er på mange måder hudløs og sårbar og derfor svær at lægge fra sig. Det er ikke en bog, man bare læser - den sidder længe efter.

Efter at have været på min første vandreferie i bjergene faldt jeg over bogen Touching the void (1997) (på dansk: Mellem is og intet) af Joe Simpson, og sjældent er en bog gået så meget ind under huden på mig. I en stor del af bogen fortæller Joe om den bjergbestigning i Andesbjergene, hvor han brækkede det ene ben (hvilket normalt betyder døden, fordi gruppen er nødt til at efterlade én for selv at overleve). Hans makker tog kampen op for at få Joe med ned igen, og det var krævende. Dét der gør bogen så speciel er, at denne makker kommer til orde; får lov til at fortælle om de (skyld)følelser, tanker og overvejelser, han kæmpede med - og tilsammen giver det et næsten ubærligt indtryk af den personlige styrke, der kræves, når man kæmper mod naturens kræfter - særligt når det går galt.

I den humoristiske genre er der en engelsk forfatter som Sue Townsend, der er kendt for Adrian Mole-bøgerne. Hun har dog også et par humoristiske bøger om det engelske kongehus’ fald. I The Queen & I (1992) er det engelske kongehus blevet afviklet og er blevet ekspederet til et socialt område, hvor de skal leve som almindelige mennesker. Efterfølgeren Queen Camilla (2006) er klart den bedste, selv om den både er sjov og skræmmende. Her beskrives overvågningssamfundet i sin absolut yderste konsekvens – en tendens vi har set tydeligere herhjemme de senere år. Nu er det ikke længere bare bankudskrifter, der viser, hvor man har handlet, men samtlige varer, der er indkøbt i et supermarked. Der er også visitation og kontrol ved alle tænkelige mistænkelige handlinger - og ingen kan vide sig sikker.

Endelig vil jeg gerne anbefale lydbøger. Personligt foretrækker jeg engelske lydbøger, og jeg vil gerne slå et slag for Harry Potter-bøgerne indlæst af Stephen Fry. Han er en gudbenådet oplæser, der i høj grad trækker lytteren ind i eventyrets verden og endvidere har det smukkeste engelsk. Jeg lytter gerne til lydbøger, når jeg bruger en hel dag i køkkenet på at forberede gæstemad, men lige præcis her kan Stephen Fry være farlig.

I hvert fald endte jeg en lørdag med at måtte smide en større mængde forret ud, fordi jeg var blevet så grebet af at lytte til Fry’s fascinerende oplæsning, at alt andet forsvandt for mig og altså også koncentration og opmærksomhed!