Læsningens farer - eller hvad et biblioteksbesøg kan føre med sig ...

At læsning er en stærkt vanedannende last, ved mange af os. - Den engelske satiriker og dramatiker Alan Bennett (manden bag skuespillet og senere filmen "Den gale kong George") har nu skrevet en bog om hvordan passioneret lystlæsning både kan være farlig for den afhængiges performance på arbejdsmarkedet og - i sidste ende bringe selve samfundets bærende institutioner til at vakle, endda på højeste niveau.

Det hele begyndte, da de kongelige hunde en dag forvilder sig hen i et fjernt hjørne af haven ved Buckingham Palace. Havde det ikke været for dem, ville den engelske dronning aldrig have opdaget bogbussen, der holdt ved køkkenindgangen. Som den høflige person hun er, aflægger majestæten besøg i den nedslidte, kommunale bogbus for at undskylde på hundenes vegne, og føler sig forpligtet til at låne en bog:
- "Kan man låne en bog? Man har ikke noget lånerkort."
- "Det er ikke noget problem" sagde mr. Hutchings.
- "Man er pensionist," sagde dronningen uden helt at vide, om det betød noget.
- "Deres Majestæt kan låne op til seks bøger."
- "Seks? Ih, du forbarmende!"
Dronningen havde aldrig interesseret sig særligt for at læse. Hun læste selvfølgelig, som man gør, men at synes om bøger var noget hun lod andre om. Det var en hobby, og det lå i sagens og bestillingens natur, at hun ikke havde hobbyer… Hendes job bestod i at vise interesse, ikke i selv at være interesseret. Og desuden var læsning ikke en handling. Hun var en handlingens kvinde.

Men hun låner en roman. Den viser sig at være umådelig tør og kedsommelig, men dronningen læser pligtskyldigst bogen til ende, returnerer den og vender hjem til gemakkerne med en ny roman i håndtasken. Det får fatale følger. Med rådgivning fra en homoseksuel køkkendreng, der tilfældigt befandt sig i bogbussen, læser hun sig støt igennem store dele af verdenslitteraturen. Den ene bog følger den anden, og køkkendrengen udnævnes til hendes rådgivende amanuensis. Hun ærgrer sig nu over at hun ikke tidligere har læst noget af alle de forfattere, hun trods alt har truffet - "Man har jo adlet mange af dem".

Snart er hun ikke til at få øje på bag bjerge af bøger, hun begynder endda at konversere undersåtterne om litteratur, skønt sædvanen har været at hun spørger om de "er kommet langvejs fra", og hun udvikler en teknik, så hun kan vinke temmelig overbevisende ud gennem og karetvinduer, mens hun læser en bog i skødet. Kort sagt: Hendes royale pligter begynder at lide under den overdrevne læsning.

Hertugen tager det med ophøjet ro:
- "Er der noget galt, gamle tøs?"
- "Nej, jeg læser."
- "Igen?" Han rystede på hovedet og gik sin vej.

Men hendes hofstab kan ikke lide det. For dronningen bliver uforudsigelig, ja værre, intellektuel. Hun er ved at udvikle et selvstændigt åndsliv. Man prøver at udøve damage control. Og imens dronningen så fornøjer sig med hele verdenslitteraturen, konspirerer hendes rådgivere om hvorledes Hendes Majestæts litterære udskejelser kan bringes til afslutning!