onsdag den 2. april 2008

Gallapremiere på Mumiehånden

Slagelse Bibliotek dannede rammen om handlingen såvel som gallaforevisningen af Janus Winthers makabre spillefilm Mumiehånden, hvor 16 lokale børn og unge medvirker. Fredag den 7. marts overværede 120 børn og unge samt deres forældre og andre interesserede gallapremieren på gyserfilmen, som er blevet optaget rundt omkring og i kældrene under Slagelse Bibliotek.

Instruktøren er den kendte ekspert i special effects, Janus Winther, som foruden arbejdet med ”Mumiehånden” laver tv, film og musik-videoer. Han har desuden skrevet filmens manuskript, stået bag kameraet samt taget sig af alt omkring efterarbejdet med redigering, musik, lyd- og computergrafiske effekter. Winther blev under optagelserne assisteret af 3 dygtige stylister, der forvandlede de medvirkende børn og unge til uhyggelige monstre. Optagelserne fandt sted over to dage i skolernes vinterferie.

Rød løber og ”champagne”
En rød løber blev rullet ud, og der var stillet palmer ved indgangen. Arrangørerne af eventen var Oplevelsesgruppen fra Slagelse Bibliotekerne, som blandt andet havde indkøbt børnechampagne, chips og slik til de forventningsfulde ganer, og der herskede en vaskeægte premiere-stemning. Aftenen bød også på en udstilling af billeder taget under optagelserne af filmen. - Fremvisningen af ”Mumiehånden” varede i cirka 15 minutter, og herefter fik alle de stolte medvirkende børn og unge overrakt en dvd-indspilning af filmen samt en langstilket rød rose for deres flotte indsats.

Ingen kommentarer: