mandag den 11. august 2008

Det sker på Slagelse Bibliotekerne!

Bibliotekskalenderen for efteråret 2008 vil ligge klar til afhentning på alle Slagelse Bibliotekerne fra midt i august måned. Kalenderen med omtale af de kommende måneders aktiviteter og arrangementer ligger desuden fremme på uddannelsessteder og turistbureauer, og endelig kan du også se det samlede program på hjemmesiden http://www.slagelsebib.dk/

Bibliotekskalenderen for efteråret 2008 rummer både en mangfoldighed af kulturelle og kreative tiltag og en bred vifte af læringstilbud til børn og voksne. Her ud over rummer kalenderen en perlerække af gode tilbud fra de lokalhistoriske arkiver, bl.a. en lokalhistorisk foredragsrække, flere fine udstillinger og kurser i bl.a. slægtsforskning.

Kunst på kalenderen
Estrid Maria Eriksen hedder kunstneren bag omslaget på den aktuelle udgave af Bibliotekskalenderen. Estrids billeder er oftest abstrakte og tager udgangspunkt i eksperimenter med farver, skrift og forskellige materialer. Hun samler inspiration mange steder og mestrer mange teknikker, og hun har - ud over malerierne - designet messehageler og lavet morsomme fugle af skrot. Til omslaget på kalenderen har Estrid valgt et af sine naivistiske, farveglade malerier, der kan fornøje alle barnlige sjæle mellem 0 og 99 år. Se mere om kunstneren på http://www.estrid.dk/

Fra lokalt til internationalt
Bibliotekernes program er præget af, at vi i efteråret har valgt at deltage i flere lokale, regionale, nationale og internationale kulturelle tiltag, bl.a. Dansk Naturvidenskabsfestival i uge 39, Sundhedsugen i uge 41, Børnekulturugen i uge 44 og Nordisk Biblioteksuge i uge 46. Samtidig har vi fokus på samarbejdet med både foreninger, enkeltpersoner og institutioner for at give hvert enkelt arrangement så mange vinkler som muligt. Hertil kommer de arrangementer, hvor vi formidler bibliotekernes egne kernekompetencer. Cafe Æseløre og Bogæderne tager begge udgangspunkt i læselyst og bøger.

Mange flere IT-kurser for borgerne
Bibliotekerne landet over spiller en stadig større rolle i opbygningen af borgernes IT-kompetencer, dette gælder også for Slagelse Bibliotekerne. Selv om mange af forårets kurser blev dubleret, gik mange mennesker forgæves. Som en konsekvens af dette er kursustilbuddet udvidet i efteråret.

Hele det omfattende kursusprogram sigter efter at gøre den mere og mere nødvendige daglige brug af IT tilgængelig og anvendelig for alle, ung som ældre – erfaren som nybegynder. Digital selvbetjening, internet og e-mail for begyndere, køb og salg på nettet er blot et par af de ting man kan blive klogere på, på biblioteket i efteråret.


Mød biblioteket alle vegne
Du kan møde biblioteket i mange forskellige sammenhænge uden for bibliotekets fysiske rum. Bibliotekerne deltager i lokale festivals som Slagelse Festuge, Maritim Kulturuge i Korsør, Sct. Michaels Nat i Slagelse, År 2000-Folkefesten i Skælskør og Fyn rundt – men også i mange tværgående projekter, f. eks udarbejdelse af kulturpolitik, registrering af kunst i det åbne rum, kulturregionale børneprojekter m. fl..

På vegne af Oplevelse & Kompetenceudvikling
Marianne Løje

Ingen kommentarer: