På Slagelse Bibliotekerne har vi taget hul på det ny budgetår 2008, og vi har mange og spændende planer. I

I samme åndedrag skal det dog understreges, at vi i Slagelse kommune har nogle ambitiøse kulturpolitikere, som i samarbejde med bibliotekerne har vedtaget flotte visioner for folkebibliotekernes udvikling. Rammerne og vilkårene for vores virke i de næste par år er nu kendte, og dét tager vi til efterretning. Vi forsøger naturligvis efter bedste evne at indrette os efter den politiske virkelighed.
Bibliotekernes dag
Vi har valgt at starte året med en stor satsning på Bibliotekernes Dag lørdag den 2. februar. For godt nok skal vi spare, men det betyder på ingen måde, at vi stopper udviklingen. Tværtimod. Vi har heldigvis en masse kreative medarbejdere og samarbejdspartnere, som gerne vil sætte turbo på udviklingen og vise den mangfoldighed af tilbud bibliotekerne rummer.
Vi satser denne dag på at vise en verden i forandring, hvor biblioteket er ét af omdrejningspunkterne. Vi håber at rigtig mange mennesker vil deltage, hvad enten de vælger at komme på bibliotekerne, besøge os på Internettet eller være med på ét af de steder, hvor vi kommer rundt med vores kulturbil.
Fremad med udvikling af virksomheden
Slagelse Bibliotekerne vil forsøge at udvikle virksomheden, så den hele tiden lever op til de krav vore kunder og vore politikere stiller til os. Vi vil bl.a. gøre en indsats for at få endnu flere samarbejdspartnere, og samtidig skabe os et indtægtsgrundlag ved at udvikle forretningsmodeller, hvor vi kan sælge vores ekspertise i informationssøgning, litteraturformidling, teknisk service af databaser og hvad vi nu ellers beskæftiger os med. Herigennem håber vi fortsat at kunne leve op til de ønsker og forventninger, som borgerne i dagens danske samfund stiller til os om fri og lige adgang til alle typer af medier og informationer. Og det skal fortsætte som hidtil, at hvis bare du afleverer dine hjemlån i rette tid, er det gratis at låne alle vore materialer.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar