Femikrimi - den udskældte bestseller

Femikrimier sælger og udlånes som aldrig før. Forfattere som Camilla Läckberg, Sara Blædel og Liza Marklund er for femikrimien, hvad H.C. Andersen er for eventyret: frontfigurer for noget ganske særligt.

Der findes flere definitoriske forslag til, hvad en femikrimi er. Er det krimier skrevet af kvinder? Krimier om kvinder? Feministiske krimier? Er den defineret ud fra en holdning til verden? I de fleste tilfælde har man benyttet definitionen ”krimier skrevet af og om kvinder”. Men det klinger lidt af forskelsbehandling, for der findes ikke en særlig definition for mænd, der skriver om mænd. Sidstnævnte skriver jo ikke nødvendigvis hårdkogte krimier. Og kvinder skriver også psykologiske krimier og politiromaner med en mandlig hovedperson, uden at de af den grund får et særligt mærkat. Alligevel hænger betegnelsen stædigt ved.

Cafè Latte eller sure sokker
Femikrimien opstår i 1970’ernes USA og bliver importeret til Norge i 1980’erne. I 1998 bryder den kommercielt igennem herhjemme med svenske Liza Marklunds Nedtælling. Femikrimien har ofte et kønspolitisk ærinde. Den forsøger at ruske op i den traditionelle kønsforståelse ved at belyse dagligdags problemer for tidens kvinder og placerer dem i såkaldt mandsdominerede miljøer: feministen anno 2008 er ansat i politiet, i kriminalredaktionen på en avis eller på Retsmedicinsk Institut, og hun er oftere en arbejdsnarkoman end en omsorgsfuld husmor.
Forfatteren har glimrende mulighed for at illustrere kvinders vilkår, og her får spørgsmålet om ligestilling lidt ekstra ridser i lakken. Krimien genoptager den feministiske diskussion med sin kritik af hverdagslivets dilemmaer, seksualitet, vold, diskrimination og mandlig dominans, men der er i mange femikrimier også en fokusering på ”dameblads-emner” som udseende, boligstil og mærkevarer.

I denne kategori af femikrimien finder vi de udskældte, men uhyre populære forfattere, som kendetegnes ved at skrive indgående om dagligdagens små og store problemer. De kredser i høj grad om emner som problemer i parforholdet, børnepasning, shopping, cafébesøg osv. De sideløbende historier er lige så vigtige for fortællingen som opklaringen af forbrydelsen. Det er ikke en krimi-type, der får tildelt de fine litterære priser, men den er storsælgende - især hos det kvindelige publikum. En forklaring på succesen kan være, at serieforløbet giver læseren mulighed for at følge den kvindelige hovedperson og hendes udviklingshistorie - som detektiv, kvinde, mor og partner.

I dag er det socialt acceptabelt for kvinder at de har gang i en karriere, selvom de har småbørn. Også at kvinden fravælger børn - og mænd for den sags skyld. Det er derfor påfaldende, når en moderne bestsellerforfatter som Camilla Läckberg lader sin oprindelige kvindelige detektiv erstatte af ægtefællen. Meget passende er hovedpersonen Erika Falck forfatter og arbejder derfor primært hjemme, mens hendes mand er betjent på den lokale politistation. De ”gamle” kønsroller i den moderne, populære kriminalroman lever altså stadig i bedste velgående i Fjällbacka, hvor Erika barsler og venter længselsfuldt på sin mand, der kommer sent og udkørt hjem fra arbejdet.

Skarpe tunger
Begrebet ”gynokrimi” kommer fra anmelder ved Politiken, Bo Tao Michaëlis, som også har talt om denne form som en slags ”Nynne Noir” (Politiken 12.11.2005). Måske ikke den mest flatterende betegnelse, og berettigelsen kan diskuteres. ”Gyno” eller ”Nynne Noir” er blandt de mest populære krimier skrevet af, om, men også primært til kvinder.
Femikrimien - især den type, der også er betegnet som ”gynokrimi” - har fået megen kritik af især mandlige kritikere og forfatterkolleger, bl.a. Björn Ranelid og Ernst Brunner. Sidstnævnte mener ligefrem, at skønlitteraturen vil gå under, hvis dette får lov at fortsætte (Politiken 10.08.2007). Maj Sjöwall har kritiseret sine kvindelige kolleger, bl.a. går det hårdt ud over Liza Marklund, som skriver i et så fattigt sprog, at jeg ikke kan læse det (Politiken 24.06.2007).
Også Camilla Läckbergs foreløbig 4 bind om livets (barsels)gang i Fjällbacka er blevet udsat for skarp kritik, og hendes plot er blevet sammenlignet med noveller i det romantiske ridemagasin ”Min hest”. Det er modsætningsfyldt, at kritikere af de bedst sælgende femikrimier gør så meget ud af at distancere sig fra denne subgenre og dens sproglige fattigdom, hvis ikke det er fordi, de netop mener, den er litteratur. De kritiserede forfattere har i øvrigt aldrig bedyret, at de skriver litteratur i en slags rendyrket germansk forstand. De vil primært underholde og give læseren en god oplevelse.

Røre i andedammen
Det har generet mange kvindelige krimiforfattere, at deres bøger bliver kaldt femikrimier. Ifølge svenske Helene Tursten og norske Anne Holt, der begge skriver krimier med en kvindelig hovedperson, bruger hverken Sverige eller Norge denne betegnelse. ”Jeg forstår slet ikke hvad det betyder. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det overhovedet skulle være nødvendigt at skelne mellem mandlige og kvindelige forfattere. Man kan skelne mellem to genrer. I den ene er en person, som klarer alting selv og ikke har noget forhold til andre personer, mens den anden genre indgår i en social kontekst, og den sidste er den skandinaviske krimi, men det har ikke noget med feminisme at gøre. Der er lige så mange mandlige som kvindelige forfattere, der skriver det. Litteratur skal gøre os lidt klogere, og hvordan skal en forfatter fortælle om mennesker uden at fortælle om, hvordan det er at være menneske”, udtaler Anne Holt (i Skagen 24.10.2007).

Indtil videre holdes der fast i betegnelsen. Og det er vel heller ingen dum idé, når en femikrimi fra Skandinavien er et kæmpe brand i mange lande og tilmed en succeshistorie af nærmest eventyrlige dimensioner.
Lone Arevad