Det er nu år 2 for Slagelse Bibliotekernes samlede virke i den ny Slagelse kommune. Vi er blevet større og derfor kan man forvente at vi har fået mere power til at skabe endnu flere spændende tiltag. Dét fortæller vi om i vor virksomhedsplan. Her beskrives bl.a. hvilke projekter der ligger på tegnebrættet for vores arbejde i 2008 og 2009. I år er vores indsatsområder:
Livslang læring: Bibliotekerne er stedet for den livslange læring og det skal vi blive endnu bedre til. Det gør vi bl.a. ved at udvikle medarbejdernes evne til at opbygge undervisningsforløb, såvel interne som eksterne. Det er nødvendigt til stadighed at udvikle den enkelte medarbejders kompetencer inden for læring. Biblioteket kan udvikle kurser og undervisningsforløb både for andre biblioteker, men også for andre sektorer. - Derfor har vi også en masse nye kurser på tegnebrættet som man kan læse om, bl.a. i vores aktivitetskalender og på vores hjemmeside
Børnekultur: 80 % af alle danske børn benytter biblioteket, men de flittigste brugere har halveret deres besøgsantal indenfor de sidste 7-8 år. Derfor arbejder vi med at ny- og omtænke bibliotekernes tilbud til børn med udgangspunkt i børns kultur, leg, læring og kommunikation snarere end i bibliotekets materialer, formidlingsformer og bygninger.
Børneuniversitetet: På Slagelse Bibliotekerne vil vi arbejde på at finde ud af hvad fremtidens børn efterspørger i projektet Børneuniversitetet. Det teoretiske grundlag tilvejebringes i form af en foredragsrække, hvor alle faggrupper som beskæftiger sig med børns kultur, forskning og formidling, i foråret og efteråret 2009 tilbydes 10 forelæsninger med oplægsholdere, hentet fra forsknings-, kultur- og formidlingsinstitutioner. Alle tager de udgangspunkt i spørgsmålet: - hvad har børn brug for at kunne i fremtidens samfund?
Forelæsningerne optages på webcam og formidles løbende som podcast og diskuteres på en blog. Desuden samles det endelige resultat af forløbet og udgives i bogform.
Borgeren i centrum: Biblioteksfusionen er et godt fundament for en offentlig sektor, som sætter den enkelte borger i centrum. - Men hvordan gør vi så det i praksis, og hvordan sammentænker vi det med intentionerne om, at der kun skal være én samlet indgang til det offentlige og med opbygningen af borgerservicecentrene?
Borgerservice: På Slagelse Bibliotekerne arbejder vi på at bibliotekerne skal opleves som den fælles indgang til det offentlige, hvor man - ud over vore materialer og adgang til information og viden - også kan få hjælp til alle andre offentlige tilbud, lige fra at udfylde selvangivelse, søge om boligtilskud eller skrive sine børn op til institution. Vi arbejder målrettet på at gøre borgerne selvhjulpne med digital signatur i bl.a. portalen borger.dk. Det gør vi ved at øge vejledningen og lave kurser i alle mulighederne.
Og det er kun et lille udpluk af alle vores projekter, som man kan læse mere om i vores virksomhedsplan. Vi er altid åbne for dine gode idéer.
Michel Steen-Hansen
lørdag den 31. maj 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar