onsdag den 17. juni 2009

Krav om alsidighed er ikke tilsidesat

Slagelse Bibliotekerne har nu Styrelsen For Bibliotek & Mediers ord for, at bibliotekslovens krav om alsidighed i materialeudvælgelsen ikke er blevet tilsidesat, når aviscaféen på Slagelse Bibliotek ikke længere abonnerer på det venstreorienterede dagblad Arbejderen i papirform.

En avislæser havde i januar henvendt sig til den statslige styrelse med henblik på at få vurderet, om Slagelse Bibliotek ’under henvisning til økonomiske prioriteringer og forventninger om begrænset efterspørgsel kan afvise at fremlægge papirudgaven af avisen Arbejderen i sin aviscafé’. Avislæseren havde ligeledes i sin henvendelse til Styrelsen For Bibliotek & Medier anført, at ’der ikke på biblioteket findes andre aviser, der dækker de af venstrefløjens holdninger, der kommer til udtryk gennem denne avis’.

Juridisk konsulent i Styrelsen, Christian S. Christensen, har den 3. april sendt et svar til låneren, som ligeledes er tilsendt Slagelse Bibliotekerne.

Det hedder i svaret, at folkebibliotekerne foretager materialeudvælgelsen i overensstemmelse med de i lovbekendtgørelse nr. 914 af 20. august 2008 om biblioteksvirksomhed (biblioteksloven) § 2 angivne kriterier om kvalitet, alsidighed og aktualitet under hensyntagen til budgetrammer og efterspørgsel blandt bibliotekets brugere. Det enkelte bibliotek foretager materialeudvælgelsen under ansvar for kommunalbestyrelsen. I den eneste sag, hvor domstolene har påkendt spørgsmålet om materialeudvælgelsen på bibliotekerne, U 1979.790 V, fandt retten, at et kommunalt udvalg havde været berettiget til ikke at anskaffe et konkret materiale.

Styrelsen kan vejledende udtale, at efter det oplyste er der ikke grundlag for at antage, at Slagelse Bibliotek har tilsidesat kravet om alsidighed.
LPJ

Ingen kommentarer: