onsdag den 8. april 2009

Bibliotekerne kan blive et fristed for kommunikation

Stig Hjarvard, professor ved Københavns Universitet, gæstede for nylig Børneuniversitetet. Han var ikke i tvivl om, hvad bibliotekerne blandt andet kan tilbyde befolkningen: Et fristed hvor man kan kommunikere med alle mulige andre, end dem man sidder i samme rum med.

Vi tager i sommerhus. Men bilen er pakket med computere, dvd´er, og vi har ikke mindst sørget for, at mobilen ligger trygt i lommen, og at opladeren befinder sig i tasken.

Professor Stig Hjarvard fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet fremlagde, hvordan medierne bliver en større og større del af hverdagen, da han for nylig besøgte Børneuniversitetet.

- Det at være sammen med andre bliver et tilvalg. Vi skal slukke for noget andet for at kunne tilbringe tid sammen, forklarede han for de mange fremmødte.

I den forbindelse mente han, at netop bibliotekerne kan spille en vigtig rolle, fordi det lige præcis er et sted, hvor folk bare kan få lov til være uden at skulle slukke for noget.

- Bibliotekerne kan være et sted, man kan tage hen for at få lov til at være et andet sted. Han understregede, at man ikke nødvendigvis synes, at den vigtigste kommunikation findes i det rum, man befinder sig i. Der nævnte han blandt andet eleven, der kan sidde til undervisningen, men synes, at kommunikationen via mobiltelefonen er meget vigtigere, end det læreren står og siger.
Janni Nolting

Ingen kommentarer: