onsdag den 2. april 2008

Blues foredrag

Dan Klarskov er guitarist, sanger og sangskriver med en klar forkærlighed for blues. Han har udgivet 3 CDer på sit eget pladeselskab Clearwood Records, og desuden drager han land og rige rundt for at udbrede kendskabet til bluesmusikken og dens historie.

Onsdag den 2. april lægger han vejen forbi Slagelse Biblioteks store sal kl. 19-21. Dan Klarskov holder først et foredrag om bluesmusik, sikkert illustreret med eksempler og aftenen slutter med en intim koncert med den 39-årige sanger og musiker.

Foredraget har titlen Blues er en følelse, og Klarskov tager os med på en spændende rejse i genren og dens historie. Vi har nok hver vore egne oplevelser af hvad blues er. Nogle tænker på B.B. King, andre på Louis Armstrong, andre igen tænker på bomuldsmarker og dybe følelser. I løbet af foredraget får vi et bedre overblik over blues-historien og fortolkerne. Blues danner grundlag for udviklingen af stort set alt rytmisk musik, og blues-”træet” deles op i 10 grønne grene, og vi vil opleve hvor bred og betydningsfuld genren er. For hver gren vil Klarskov nævne de vigtigste musikere.

Det er Slagelse Bibliotekernes Oplevelsesgruppe, der har arrangeret foredrag og koncert med Dan Klarskov. Det er gratis at deltage, men husk at hente en billet på Slagelse Bibliotek.

Ingen kommentarer: