Mange har nok gættet at den p.t. allermest læste bog er Stieg Larssons ”Luftkastellet der blev sprængt”, det tredje og sidste bind i den forrygende krimiserie om Lisbeth Salander og ”Kalle” Blomkvist, som ved udgivelsen i oktober førte til priskrig og nedbrud af Gyldendals netboghandel.På alle biblioteker er der lange køer; men på Slagelse Bibliotekerne ser det ikke helt sort ud: ganske vist er der i skrivende stund 140 i køen, men vi har købt ikke mindre end 60 eksemplarer og trygler lånerne om at få læst den i en fart (det er ikke svært – det er ikke en bog man har lyst at lægge fra sig!) og aflevere den hurtigt. Reelt er ventetiden kun omkring 2 måneder.
TOP-10: På Slagelse Bibliotekerne er de suverænt mest lånte bøger nogensinde:
1. Dan Brown: Da Vinci mysteriet (1734 udlån)
2. Dan Brown: Engle & dæmoner (1704)
3. Hanne-Vibeke Holst: Kronprinsessen (1605)
4. Morten Ramsland: Hundehoved (1422)
5. Dan Brown: Morderisk bedrag (1331)
6. Hanne-Vibeke Holst: Kongemordet (1279)
7. Christian Jungersen: Undtagelsen (1277)
8. Jane Aamund: Udlængsel (1123)
9. B.S. Christiansen: Et liv på kanten (1111)
10. Joanne K. Rowling: Harry Potter og halvblodsprinsen (1051)
Skal vi gætte på at Harry Potter og dødsregalierne kommer på listen om et års tid?
