tirsdag den 7. oktober 2008

Find yndlingsfilmen på bibliotek.dk

Bibliotekernes store fælles søgebase hedder bibliotek.dk - her finder man alt, hvad der er til rådighed for lånerne på samtlige danske biblioteker. Revl & krat. Findes det, så findes det her!

Der ligger også mere end 50.000 film i basen for bibliotek.dk, men ved en almindelig søgning kan der også komme bøger med i søgeresultatet. Ved at benytte en helt ny søgeside specielt beregnet til at finde film slipper man for at få ”støj” i søgeresultatet.

Det er muligt at søge på en bestemt film, når man kender den korrekte titel. Man kan vælge, om man ønsker filmen i dvd- eller VHS-udgave. Der er også nået at komme 84 titler i blu-ray format med i basen på nuværende tidspunkt. Så er der mulighed for at søge på filmgenrer, på film fra bestemte lande eller - man kan lede efter film med sin yndlingsskuespillerinde.

Der kan være begrænsninger i, hvor mange oplysninger der står om den enkelte film, og der er desuden den detalje, at bibliotekerne ikke har lov til at låne alle film ud til hele landet. Så får man en ”advarsel" med rød skrift på skærmen. Det skyldes forskellige aftaler om brugsrettigheder med ophavsmænd og rettighedshavere.

Gælder det film til børn, er der yderligere et par muligheder. Det gælder aldersanbefalinger, dvs. film der egner sig for en bestemt aldersgruppe - og omvendt: man kan søge på film, der er tilladt for børn over en bestemt alder. Disse angivelser er lavet af Medierådet for Børn og Unge. Og så kan man naturligvis kombinere flere muligheder.

Har man lyst til at købe filmen i stedet for at låne den, så kan der søges videre via funktionen ”Søg videre på nettet” - så får man en hurtig oversigt over, hvor filmen kan købes eller hvor man kan få mere at vide om den.

FRISTELSER
Bibliotekerne kan f.eks. friste med den spændende spanske spillefilm ”Sex & Lucía” (titlen er nærmest en varedeklaration!), som vi blot omtaler for at få lejlighed til at bringe et billede af filmens heltinde, der spilles af den smukke Paz Vega.

Er man mere til gammel dansk, kan man finde en hel stribe titler med f.eks. Poul Reichhardt som helt i de gode gamle Morten Korch-film - og han så da også godt ud, gjorde han!
Leif P. Jørgensen

Ingen kommentarer: